Gammeldags æblekage

17-09-2026

Gammeldags æblekage er en klassisk dansk dessert, der kombinerer bløde, sød-syrlige æbler med sprød og aromatisk rasp. Denne version er lavet med hjemmelavet æblekagerasp, der giver ekstra smag og tekstur og gør desserten mere rustik og fyldig end den traditionelle udgave.

Hjemmelavet æblekagerasp med hasselnødder og havregryn laves ved at riste rasp, havregryn og grofthakkede hasselnødder på panden i smør og sukker, til blandingen er gylden og sprød. Hasselnødderne giver en nøddeagtig dybde, mens havregrynene tilfører et let, knasende bid, der klæder de bløde æbler perfekt.

Æblekompotten koges af gode smagfulde æbler med sukker og vanilje. Jeg kogte faktisk et par kanelstænger med i min, og det gav en ret lækker smag. Lagene bygges op i en skål eller små glas med skiftevis æblegrød og den sprøde æblekagerasp, og desserten toppes med letpisket flødeskum lige inden servering.

Resultatet er en gammeldags æblekage med moderne twist, hvor den hjemmelavede rasp med hasselnødder og havregryn giver en rigere smag og en mere interessant struktur end den klassiske version.

Hvis du er mere til makroner, så udskift eller tilføj dem. Jeg elsker selv makroner, og tilføjer dem gerne til min æblekage.

Ingredienser

    Til 6-8 portioner

    Æblegrød:

    500 g æbler, vægt efter de er skrællet

    1 vaniljestang

    80 g sukker

    5 dl vand

    Æblekagerasp:

    100 g havregryn

    100 g rasp

    50 g finthakkede hasselnødder

    100 g smør

    120 g sukker

    Desuden:

    5-7 dl piskefløde, pisket til en let skum

    Fremgangsmåde

1.

Skræl og skær æblerne i mindre tern. Kom æbler, sukker, vand, korn fra vaniljestangen + stangen i en gryde, og kog op. Lad det simre ved lav varme til æblerne er møre. Hold øje med mængden af vand, så de ikke brænder på, og rør af og til. Tilsæt evt lidt mere undervejs. Afkøl æblegrøden helt.

2.

Smelt smør på en stor pande, og tilsæt de øvrige ingredienser. Steg det ved middelvarme under let omrøring, til det får en lys gylden farve. Det tager ca. 10 minutter. Pas på det ikke brænder på. Hæld det ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt ned.

3.

Saml dine æblekager i små glas eller en stor skål. Læg det skiftevis i lag. Servér straks hvis raspen skal være sprød. Velbekomme! 

Share