Briocheboller med cheesecake og hindbær
En luftig opskrift på briocheboller med cheesecake fyld kombinerer blød, smørfyldt dej med en cremet midte af vanilje cheesecake. De søde boller fyldes med silkeblød ostecreme, toppes med frosne hindbær og afsluttes med en sprød, smøragtig crumble. Resultatet er en luksuriøs dessertbolle, der forener det bedste fra brioche, cheesecake og frugttærte i én mundfuld. De smager altså vanvittig godt, hvis jeg selv skal sige det!
Bollerne kan fryses, og blot lunes let efter optøning, så er de så gode som friskbagte. Du kan evt. drysse dem med lidt flormelis, hvis de skal se rigtig bageragtige ud. :)
Ingredienser
Briochedej
550-575 g hvedemel
3 dl sødmælk
60 g sukker
1 æg
25 g gær
150 g blødt smør
1 tsk salt
Cheesecakefyld
50 g fløde
200 g flødeost
100 g flormelis
2 tsk vaniljesukker eller 1 tsk vaniljepasta
Crumble
50 g blødt smør
60 g sukker
75 g mel
30 g havregryn
Derudover 100-150 g frosne hindbær, eventuelt vendt med lidt sukker, hvis du ikke kan lide den syrlige smag.
1 sammenpisket æg til penslingEventuelt 2 tsk druesirup som blandes i de piskede æg for en flottere, mørkere farve på bollerne
Fremgangsmåde
1. Lun mælken, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg og sukker, og rør det sammen. Tilsæt derefter salt og hvedemel, og ælt dejen i 5-10 minutter, til den er smidig.
Tilsæt smørret lidt ad gangen, til det er helt inkorporeret i dejen. Dejen må gerne være lidt klistret. Lad den hæve tildækket i 1 time.
2. Nu skal fyldet laves. Start med cheesecakefyldet. Rør det hele sammen, og pisk det i ca. 1 minut, til det har en sprøjtefast konsistens. Kom det eventuelt i en sprøjtepose.
3. Rør alle ingredienserne til crumblen sammen til det det har en smuldret konsistens.
4. Når dejen har hævet, formes den til 16 boller. Vej eventuelt hele dejen, så du kan dele den i lige store stykker. Mine vejede ca. 70 g pr. bolle.
Fordel 8 boller på hver bageplade (placer dem forskudt), og lad dem hæve yderligere 30 minutter.
Lav en fordybning i hver bolle, eventuelt med et decilitermål. Det er vigtigt at du trykker godt ned. Pensl kanterne med æg.
5. Fyld fordybningerne med cheesecakefyld, fordel hindbær ovenpå, og afslut med crumble langs kanterne.
Bag ved 190 grader varmluft i 10-12 minutter.Drys evt. kagerne med flormelis før servering.