Snurrer med smør
De her lækre brød er nogle min mor bagte for en del år siden, og jeg blev vild med dem med det samme. Både fordi jeg elsker brød, men også fordi de er fyldt med smør.
I den oprindelige opskrift er der smagsneutralt olie, men det er vi ikke super begejstrede for at bruge herhjemme, så jeg har udskiftet det med smør, som absolut ikke gør dem dårligere.

Ingredienser
Opskrifter giver 12-14 stk.
- 4 dl sødmælk
- 80 g smør i dejen + 150 g til fold
- 25 g gær
- 35 g sukker
- 1 tsk salt
- 2 æg i dejen + 1 til pensling
- ca. 875 g mel
- Evt. 2 tsk. vindruesirup som blandes med æg til pensling. Dette giver brødet en flottere farve ved bagning.
Fremgangsmåde
1.
Start med at lune mælk og smør i en kasserolle. Opløs gæren her i. Tilsæt sukker og æg, og rør sammen. Tilsæt derefter salt og mel, og rør det i 5-10 minutter til dejen er smidig. Lad den hæve i en time.
2.
Hæld dejen ud på et bord som er smurt med enten smagsneutral olie eller smør (jeg brugte smør). Tryk dejen ud til en flad rektangel - du kan også rulle den, hvis du hellere vil det. Når dejen er rullet ud til 1 cm tykkelse, smøres den med et lag af den bløde smør. Vurder selv hvor meget den skal have, men sådan et fint lag som på et stykke brød.
3.
Fold nu den ene side langside henover midten, og tryk eller rul dejen godt flad igen og fordel smør endnu engang.
4.
Fold derefter den anden side indover, så du nu har tre lag med smør imellem. Tryk/rul den endnu engang, og fordel smør på toppen.
5.
Fold til sidst dejen sammen på midten, altså så du folder venstre indover højre side. Du har i alt 6 lag nu. Rul dejen ud til ca 1,3 cm tykkelse, og skær den i 12-14 strimler. Mine var ca 3 cm brede.
6.
Stræk dejen let, twist den og snur dem i den form du ønsker og placer dem på to bageplader. Lad dem efterhæve i 45 minutter eller til de er dobbelt størrelse.
Pensl nu brødene og bag dem i ca. 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn.
